Flere i arbejde i Frederikssund: Beskæftigelsen stiger markant

Frederikssund Kommune har oplevet den største jobvækst i Nordsjælland fra 2023 til 2025. Det fremgår af en ny analyse fra Lederne, som placerer kommunen øverst i regionen målt på beskæftigelsesfremgang.
I perioden er antallet af lønmodtagere steget med 3,5 procent, svarende til 792 personer. Udviklingen vækker begejstring hos borgmester Anne Sofie Uhrskov (V):
"Som kommune vil vi erhvervslivet, og den flotte jobvækst fortæller mig, at erhvervslivet også vil os. Sammen med Frederikssund Erhverv gør vi vores bedste for at understøtte og hjælpe erhvervslivet. Det skal være let og attraktivt for erhvervslivet at etablere og udvikle sig her – og det gælder både for eksisterende og nye virksomheder. Jeg er stolt over den fremgang, som vores erhvervsliv har skabt, og det skal vi bygge videre på," siger borgmester Anne Sofie Uhrskov (V).
Også udvalgsformand Anna Poulsen (SF) peger på de bredere effekter:
"At der skabes flere arbejdspladser i Frederikssund Kommune, er et sundhedstegn, som vi skal være glade for. Når der er flere mennesker, som får mulighed for at arbejde i lokalområdet, har det en positiv indvirkning på en række ting som for eksempel bosætning og søgning til vores grundskoler og ungdomsuddannelser."
Direktør i Frederikssund Erhverv, Jens Hald, fremhæver både store virksomheder og mindre aktører som drivkraft bag udviklingen:
"Det er meget glædeligt med fremgangen. Den positive udvikling viser, at vi har nogle stærke fyrtårne i form af vores store produktionsvirksomheder, som viser vejen. De prioriterer at udvikle sig her lokalt og skabe flere arbejdspladser. Og så har vi desuden en større underskov af SMV’er – herunder håndværkervirksomheder – som også gør det flot."
Han understreger samtidig, at der fortsat er plads til flere virksomheder i området:
"Vi er klar til at tage imod flere dygtige og ambitiøse virksomheder, som kan se værdien af at lægge deres engagement her midt i Fjordlandet."
Faktaboks:
- Jobvækst i Frederikssund Kommune: 3,5 % (2023–2025)
- Svarende til: 792 nye jobs
- Placering: Nr. 1 i Nordsjælland
- Analyse: Lederne
- Datagrundlag: Danmarks Statistik
- Periode: 4. kvartal 2023 til 4. kvartal 2025
- Opgjort efter: Lønmodtagere bosat i kommunen






Accepter kun nødvendige cookies